Ludwig betragtede ham forundret og taug et øieblik. Endelig sagde han:
„Nu ja, De er træt. Hvil Dem ud!“
Han vendte ham ryggen og gik.
Hesselschwerdt og verten fulgte ham til skibet.
Da de kom ombord, sagde verten:
„Hr. marquis! Hr. Didier er ikke kommen endnu!“
„Lad ham hvile ud,“ svarede Ludwig; „vi drager videre.“
Kainz lod sig i hast sætte over til Brunnen; men kongen var reist derfra, da han kom. Kunstneren fulgte efter til Luzern og bønfaldt Hesselschwerdt om at melde ham. Denne vendte tilbage og meddelte, at hans majestæt vilde modtage ham i haven, hvis han ikke ønskede at indhente den forsømte nattero.
Ludwig indfandt sig kort efter. Kainz fremkom med nogle undskyldninger, som kongen afbrød. Han forsikrede, at det glædede ham at se ham igjen, og at han ærgrede sig over, at han havde vist sig forstemt.
Om han end omgikkes ham fortrolig, kunde hans udprægede selvfølelse ikke tillade, at den passende grænselinje blev overskreden af hans unge ven.
Efter tilbagekomsten fra Schweiz indbød han
