Side:Ludvig Daae - Om J. E. Sars's Skrift Historisk Indledning til Grundloven.djvu/8

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Landboforholdene, Kjøbstædernes Folkemængde og Udvikling m. m., dernæst ogsaa Kulturens og Nationalbevidsthedens Vext og Fremgang. Afhandlingen modtoges med Paaskjønnelse i hele Norden og fortjente det i fuldt Maal.

Denne Afhandling var fra først til sidst gjennemtrængt af en Fædrelandskjærlighed, der gjorde et ublandet tiltalende og smukt Indtryk. De varme skandinaviske Sympathier, der udtalte sig i Skriftet om Kalmarunionen, synes vistnok allerede dengang at være betydeligt afkjølede, men i Opfatningen af Begivenhederne paa Reformationstiden, Forholdet til Danmark overhovedet, saavelsom af de danske Konger og deres Historie, raadede der den største Moderation og Ro, end sige, at der skulde findes Spor af hadefulde Stemninger mod den danske Nation, thi dette vilde for en Forfatter med Sars’s Intelligents have været en Umulighed. Tiden, i hvilken Afhandlingen skreves, var ogsaa for vor indre Politik en stille og besindig Periode, i hvilken kun Statholderstriden fremkaldte lidt Uro, men vel at mærke ingen Uenighed, saasom vistnok alle Nordmænd i den stod paa samme Side. Der er heller ikke i denne Sars’s Afhandling saagodtsom mindste Spor af politisk Tendens. Maalstrævet var allerede kommet igang, men Sars synes ikke at have følt nogen Interesse derfor; thi han aftrykte med Tilslutning og Bifald det bekjendte Sted af P. A. Munchs „Det norske Folks Historie“ (2den Hovedafd. I., Side 596—597), hvori denne Historiker — til Maalmændenes store Sorg — erklærede det gamle norske Sprogs Fortrængelse at være en naturlig Følge af den almindelige europæiske Sprogudvikling og godtgjorde, „at naar det nyere danske Sprog kom i Berørelse med det svenske og norske, maatte det, som ungdommeligere, friskere og mere belivet af den nyere Kulturbevægelses Aand, faa Overhaand over hine, der nu egentlig tilhørte en forgangen Kulturperiode og stod ligeoverfor det som udlevede Oldinge mod en Yngling, eller som en uddøet Vegetation mod en fremadskridende, hvorfor dette er saalangt fra at beklage, at vi meget mere maa være Forsynet taknemlige,