ledes Prof. Sars vilde bære sig ad, ifald han skulde skrive en „historisk Indledning“ til den danske Grundlov og forklare, hvad der skede i Danmark i 1848 og 1849. Vilde han være sine Principer tro, maatte han vel forsøge at se ogsaa Danmarks Forfatning som „et Udslag af en aldrig afbrudt, stedse fortsat Udviklingsgang hos Folket“. Men aabenbart maatte han da opfinde en anden „Hypothese“ end den, han har givet tilbedste for Norges Vedkommende, thi hvor stor Frihed han end kan tillade sig ligeoverfor de historiske Kjendsgjerninger, lod det sig dog ikke gjøre at paavise Jeppe paa Bjerget’s Forgudelse eller at forklare den danske Forfatning som et „Udslag“ af Træhesten. Det sikre er da, som Danmarks Exempel viser, at et Bondedemokrati er gjennemført og altsaa kan gjennemføres uden foregaaende „Bondeforgudelse“. Det er da ogsaa hos os, som hos vore Frænder, gjennemført under Indflydelse af de store europæiske Begivenheder.
Med temmelig stor Tryghed kan man ogsaa sige, at dersom Affattelsen af Norges Grundlov var bleven udsat til nogle faa Aar efter 1814 og den danske til nogle faa Aar efter 1848, vilde ingen af de to Forfatninger have undgaaet at paavirkes af de imidlertid indtraadte reaktionære Bevægelser og som Følge heraf heller ikke nogen af dem være bleven bygget paa de liberale Grundsætninger, hvorpaa de kom til at hvile, fordi de bleve til, førend Reaktionen gjorde sig gjeldende.
Sars, der med saa stor Udførlighed taler om det norske Selskabs Digtere, har ingen Plads for Biskop Gunnerus’s Fortjenester af Fædrelandets Videnskabelighed eller for det mærkelige Tidens Tegn, at Norges Historie paa samme Tid i Gerhard Schøning for første Gang fik en Dyrker, der helt helligede den sit Liv. Ligesaalidt som det af disse to Mænd stiftede Selskab i Throndhjem nævnes det patriotiske Selskab i Christiania, der dog var et smukt Vidnesbyrd om en vaagnende Almenaand. Paa samme Maade oversees det af Frederik Moltke stiftede topografiske Selskab, der ligeledes havde
