„Hvad der skede i 1814, var, ligesaavel som hvad der skede i 1536, et Udslag af den samme, aldrig afbrudte, stadig fortsatte Udviklingsgang hos Folket“.
Saaledes fortæller Professor Sars. Vi tro noget andet. Vi mene, at hvad der i 1814 satte vore Landsmænd istand til at opnaa en selvstændig politisk Tilværelse, nærmest skyldtes de Institutioner, som til Folkets Bedste, men uden dets Fortjeneste, vare blevne grundlagte i Tiden efter 1536, og den Opdragelse, som Folket derved i det samme Tidsrum vel havde modtaget, men ikke givet eller kunnet give sig selv.
I 1536 møde vi en syg og faldefærdig katholsk Kirke, et Rigsraad, der havde sprængt sig selv, og som det ikke engang havde staaet i Christian den tredies Magt at fornye ved nationale Elementer, om han end havde villet det, ingen Hær, ingen Flaade, ingen Statskasse, knapt Latinskoler, ikke en Tanke om andre Undervisningsanstalter, en forglemt og for de fleste uforstaaelig gammel Literatur, men ikke mindste Spor af en ny, et forældet Retsvæsen og en mislig Retspleie, paa det halvtydske Bergen nær neppe en virkelig Kjøbstad, altsaa heller ingen Borgerstand, en Befolkning (i det nuværende Norge) af neppe stort mere end 300,000 Bønder uden Almenaand og med ringe Nationalbevidsthed.
I 1814 er Billedet blevet et andet. Overalt sees Spor af, at Landet gjennem en Række af Slægter havde havt en Regjering, der havde virket, om ikke glimrende, saa dog jevnt og sikkert. Norge havde nu et Kirkesamfund, der neppe stod tilbage for andre protestantiske Landes, og Hans Hauges ofte overvurderede, men altid mærkelige Optræden havde
