Engelskmænd og Skotter, hvilke ikke ere fuldt overensstemmende hverken i Herkomst eller i Religion, med andre Ord saa stærke, at selv Gjenoplivelsen af den gamle norske Historie vilde være kommen for sent til at sprænge den.
Dette, at Norge i sin Afmagts Dage i det væsentlige undgik at sønderlemmes, og at det forenedes med et Land, hvis geografiske Fjernhed og naturlige Forskjellighed fra vort allerede lagde bestemte Hindringer i Veien for en fuldstændig Amalgamation, dette er den sande Grund til, at der nu bestaar to selvstændige Stater paa den skandinaviske Halvø.
Under Foreningen med Danmark bleve Nordmændene delagtiggjorte i dette Lands aandelige Udvikling, uden at de selv bleve danske. Det første Fremskridt var Reformationen selv, og i Følge med den kom Humanismen. Dennes Betydning er ikke kjendt og kan ikke engang ret forstaaes af den store Mængde, men den blev ligefuldt meget følgerig. Den er det egentlig, der — her som andensteds — igjen vakte Historien tillive. Ogsaa i Danmark var, trods dette Lands mægtige Stilling i Norden, den historiske Interesse næsten uddød. Selv en Margretes overlegne Personlighed og store Bedrifter fremkaldte ingen Historieskriver, ja endog Nationalverket, Saxos prægtige Historie, var i Begyndelsen af det sextende Aarhundrede saa sjeldent, at Christiern Pedersen kun med stor Møie opdrev det Exemplar, hvorefter Trykningen fandt Sted. Det stod altsaa i den Henseende ikke bedre til der end i Norge. Men Klassikernes Studium vakte overalt i Europas Lande fornyet Interesse for Nationalhistorien. I Norden spores den første Virkning af den humanistiske Strøm i Sverige, der allerede i det femtende Aarhundrede fik sin Ericus Olai og i den næste Generation de to Brødre Johannes og Olaus Magnus. Saa kom Danmark, og tilsidst Norge. Halvard Gunnarssøn (hvem man med Urette som oftest glemmer, fordi hans historiske Arbeider ere skrevne paa Latin) er en ligefrem Humanist, men ogsaa Biskop Jens Nilssøn, Absalon Pederssøn og Peder Claussøn have aabenbart modtaget sine Impulser gjennem den
