onstiden fornemmelig savnede, var et Aristokrati, der kunde maale sig med de to andre Rigers og navnlig formaa, saaledes som Sveriges Adel gjorde det, at stille sig i Spidsen for en Selvstændighedskamp. Heri er ikke Sars uenig, men hvad han paa ingen Maade vil vide af, er den af os andre anerkjendte Sandhed, at det norske Aristokratis Svaghed havde sin Grund i, at Norge dengang endnu mere end nu var et fattigt Land. I sin Afhandling om „Norge under i Foreningen med Danmark“ havde han endnu lagt en betydelig Vegt paa de materielle Betingelser for et Samfunds Trivsel og Bestaaen, men her skyder han derimod disse Hensyn utilbørligt tilside og drives derved til at opstille ubevislige og i sig selv urimelige Paastande. Norge, heder det, var oprindelig „det mest aristokratiske Land i Norden“ (en Doktrin, som visselig tiltrænger Bevis), det havde en „talrig (?) Kreds af Storætter“, „for dette Aristokrati havde Rigdom ikke saameget at betyde“ (?), „en god Æt nød lige stor Anseelse og øvede lige megen Indflydelse, om den end var fattig“ (?) osv.
Dette vil Sars (S. 9) bevise af Sagaerne, men vi maa tilstaa, at vor Sagalæsning har lært os noget andet. Vi kunne ikke skjønne rettere, end at Sagaerne lære os at kjende et norsk Aristokrati, som først gjennem Sørøveri og dernæst gjennem Handel saa ivrigt stræbte efter jordisk Gods, at dette umuligt kan have været det af en saa underordnet Betydning, som det nu paastaaes. At Aristokratiet opgav sin Handelsvirksomhed, skede ifølge Sars (S. 3) „ikke saameget ifølge Hanseaternes Konkurranse, som ifølge en raadende Opinion“. En slig Paastand er saa urimelig, at den næsten ikke fortjener Gjendrivelse. „Opinionen“ havde sikkerlig ikke mere hindret de norske Stormænd i at drive Fiskehandel, end den hindrede deres danske Standsfæller i at drive Studehandel, og det var udentvivl netop Hanseaternes Kapitalstyrke og fagmæssige Dygtighed som Kjøbmænd, der lidt efter lidt berøvede vore egne Stormænd denne Indtægtskilde. En anden Sag er det, at Hanseaternes Optræden i Norge neppe
