Sars selvfølgelig erkjende, at den kom udenfra, ligesom han jo heller ikke paastaar, at Norge selv løsrev sig fra Danmark 1814. Men ikkedestomindre gaar han i denne sin Skizze af vor nyere Historie meget for vidt i sit Forsøg paa at paavise en logisk Kontinuitet i Norges Historie, idet han opstiller den Sætning, „at hvad der skete i 1814 var ligesaa vel, som hvad der skete i 1536, et Udslag af den samme, aldrig afbrudte, stadig fortsatte Udviklingsgang hos Folket“.
Vi skulle ikke opholde os længe ved Sars’s Betragtninger over Norges Forfald i den senere Middelalder. Hans patriotiske Pathos løber her, som ellers, idelig af med ham. De toaarlige Møder af Rigsraadet (en kongevalgt Repræsentation af Adelen i Forbindelse med Rigets i Virkeligheden ligeledes kongevalgte Biskoper) sammenlignes med de treaarlige Storthing! Naar dette Rigsraad ikke forlanger Oprettelsen af et eget norsk Universitet[1], (hvad dengang vilde være ligesaa utænkeligt, som f. Ex. at oprette et norsk Akademi for de skjønne Kunster i 1814), da finder han heri en „national Abdication“ osv.
I hans Ræsonnement fremkommer der forøvrigt, og det temmelig hyppigt, Paastande, der skulde synes at staa i ligefrem Modsætning med den „positive“ Filosofi, for hvis Tilhænger Forfatteren ellers gjelder og vil gjelde Det er saaledes nu indseet af alle Historikere, at hvad Norge i Uni-
- ↑ Det kan her erindres, at endog de to nye Universiteter i Upsala og Kjøbenhavn vare høist ubetydelige Stiftelser, ja at det svenske Universitet ikke engang traadte i fuld Virksomhed og meget snart opløstes, for først over 100 Aar senere (1593) at blive en virkelig akademisk Institution. I Sars’s Sted vilde vi, istedenfor at klage over, at man ikke tænkte paa det umulige, hellere med Anerkjendelse erindre det Tilløb til dog at forbedre de latinske Skoler, som den videnskabeligt interesserede Erkebiskop Olaf var ifærd med 1533 (Danske kirkehistoriske Saml. 3. R. I. S. 507 flg.).
men selv Bjørnson har — et sjeldent Exempel — bagefter indseet, at dette var for galt, og i anden Udgave af sine Digte udslettet den sidst citerede Linie.
