Side:Ludvig Daae - Om J. E. Sars's Skrift Historisk Indledning til Grundloven.djvu/21

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Siden af Nødvendigheden. Ganske vist er der en logisk Sammenhæng i det store og hele, men i Folkenes Udvikling og Skjæbne gjør der sig gjældende et Sammenstød af utallige og uberegnelige Faktorer. De givne Kjendsgjerninger maa paa ingen Maade behandles som en oplysende Exempelsamling til et allerede færdigt Schema, tvertimod, de maa alle studeres og betragtes med den samme Opmærksomhed, og først af et saadant Studium tør Resultaterne fremgaa, ifald de skulle gjøre Fordring paa objektiv Sandhed og blivende Værd og ikke maatte nøie sig med at være Aandrigheder for Dagen.

Jo mindre det Folk og det Land er, hvis Historie foreligger H til Behandling,7 desto farligere bliver den Sarsiske Methode, thi desto svagere og som Følge deraf desto mere udsat for ydre og tilfældige Paavirkninger vil vedkommende Folk have været. England er Exempel paa en stor og mægtig Nation, der menneskelig talt selv har kunnet raade over sin Skjæbne i en Række af Aarhundreder, og dets Historie frembyder derfor en Udvikling, i mærkelig Grad fri for fremmed Indflydelse. Norge er derimod et Exempel just i modsat Retning, dets politiske Selvstændighed har været tabt, dets nationale været truet med Undergang, og ved de store Overgange, der gjør Epoke i dets Historie, har Evnen til Selvbestemmelse hyppigst manglet. Den gamle Unions Stiftelse, dens Opløsning ved Sveriges Udtræden, Reformationen, den nærmere Forening med Danmark, Enevældets Indførelse, Begivenhederne i 1814, alt dette kan ganske vist historisk forklares, men mere som Følge af Begivenheder udenfor end indenfor vore egne Grændser. Det forstaar sig, at naturligvis heller ikke Sars vil forsøge at eftervise alt dette som en immanent norsk Proces. Om Reformationen, for hvilken vel Bjørnson er ene om at give Nordmændene selv Æren[1], maa

  1. Se hans Digt „Til Johan Sverdrup“, hvor det heder:

    Så da for Luther blod det galdt
    I Nord et gærde bare falt,
    Ti folkets tænkning stod der alt,