Om Christian den femte har Sars intet andet end Skjænderier og Spottegloser. Karakteristisk nok er det eneste Kildeskrift, som han her citerer, en Dagbog af en af Kongens Kammertjenere (den Klasse Mennesker, „for hvem ingen Mand er stor“), og heraf anføres et Par Prøver, der dog i og for sig intet andet indeholder, end at Christian yndede at gaa paa Jagt. I Sars’s Sted vilde vi have taget et større Hensyn til Kongens egne Dagbøger, der foreligge for flere Aar af hans Regjeringstid og i ethvert Tilfælde godtgjøre, at Christian den femte med Opmærksomhed fulgte ethvert Regjeringsanliggende og stedse var sig sit Regentansvar bevidst Men endnu mere havde vel de fortrinlige Beretninger af fremmede Diplomater fra denne Tid fortjent at komme i Betragtning i Forbindelse baade med andre originale og samtidige Vidnesbyrd og nyere og fordomsfriere Historikeres Resultater. I sidste Henseende ville vi bl. a. ogsaa nævne en interessant liden Meddelelse af A. D. Jørgensen: „Om Christian V.s formentlige Tyskhed“.
Om Frederik den fjerde er Dommen omtrent den samme; „hans Flid vilde have gjort ham til en god Renteskriver“ (som man vil bemærke, en Gjenklang af Macaulays Dom om Jacob den anden). Her henvises til, at den „velmenende Blaastrømpe“ Dorothea Biehl „ikke ved meget andet at fortælle om ham end Kjærlighedshistorier“, et Argument, der ikke er stort bedre end Kammertjenercitaterne ovenfor. Jomfru Biehl fortæller kun, hvad hun selv har erfaret eller hørt fortælle om Kongernes og Hoffets Privatliv, og da hun var født efter denne Konges Død, vidste hun her ikke synderlig meget. Kan man end ikke gaa saa vidt, som f. Ex. Allen, der regner Frederik blandt de bedste Konger, er det dog givet, at han hører til de bedre, og at han efterlod Staten med udvidede Grændser og forøgede Indtægter. Selvfølgelig har Sars i sin Betragtning af hine Dage ingen Tanke for det uhyre Fremskridt i Norges aandelige Liv, der betegnes ved Mænd som Thomas v. Westen og endnu mere Hans Egede. Dette var ikke at vente. Povel Juel derimod
