agtelsesværdige Bemærkninger, men jevnlig møder man ogsaa Betragtninger, der vilde kunne sættes i Klasse med Jaabæks i hans „Englands Historie“, hvis ikke disse to Forfatteres helt igjennem forskjellige Personlighed, Opdragelse og Dannelsestrin gav deres Skrifter et saa forskjelligt Udseende, at en Sammenligning vilde være upassende og fornærmelig.
Især taber Sars Ligevegten, hvor han er kommen til Tiden efter Enevoldsmagtens Indførelse. Af Kongerne fra Frederik den tredie af og nedover tegner han en Række ligefremme Karrikaturbilleder, af hvilke han neppe vil høste varig Glæde og Tilfredsstillelse. Istedenfor som den sande Historiker at sætte sig paa de gamle Dages eget Standpunkt og med retfærdigt og stadigt Hensyn til Datidens Forhold ude og hjemme at anskue Personer og Begivenheder, bedømmer Sars dem med sine og sit Partis Yndlingstheorier i 1882 som Udgangspunkt. Nu ja, han staar ikke ganske ene i denne Henseende, thi Enevoldskongernes Historie har længe været misforstaaet, og det ikke alene i Norge, men tildels i Danmark selv, hvor den navnlig fra den Tid af, da man kjæmpede for en fri Forfatning, mere end engang blev lagt paa Prokrustessengen: Christian den anden forherligedes ensidigt som „Folkets“ Velgjører, Corfitz Ulfeldt som Enevoldsmagtens Modstander, Struensee som liberal Reformator osv., medens man forøvrigt omtrent brød Staven over de senere Aarhundreders Regjeringer. Man skulde tro, at saadan Ensidighed, for at bruge et af Sars’s Udtryk, maatte „oprøre den naturlige Følelse“ og altsaa allerede af den Grund være falsk, men den „naturlige Følelse“ er jo ikke overalt den samme.
Om Frederik den tredie heder det, at „man hører lidet til ham“ efter 1660, uagtet Forf. dog overmaade vel maa vide, at der i de tilbagestaaende ti Aar af hans Regjering og det naturligvis under Kongens egen stærkt indgribende Medvirkning blev foretaget de betydningsfuldeste Omorganisationer, fast af alle Statens Forhold, som Følge af Enevoldsmagtens Indførelse.
