I nær og let begribelig Forbindelse med en saadan Livsanskuelse og Tro staar den saakaldte Heroskultus eller Forgudelse af enkelte i hans og Meningsfællers Øine fremragende Mennesker, der tildels indsættes paa den efter Vorherre ledige Plads. Dette er hidtil neppe kommet saa utilhyllet frem som i hans nu foreliggende sidste Skrift. Nu erklærer han nemlig (S. 73), at „et Menneskes Værd kan maales efter dets Evne til at beundre“, — „Genierne, de fremragende Aander er det største, som vor Iagttagelse kan naa til“, — „Hengivenheden, Beundringen for dem, hvad Engelskmændene have kaldt heroworshipping, er derfor den sandeste, bedste Idealisme — „Tvilen paa de store Mænd er Middelmaadighedernes, Spidsborgernes Krig mod Geniet, det værste Anarki, et Oprør mod Aanden“ o. s. v. (Kun Skade at Menigmand, „Folket“, skjønt det jo er „suverænt“, her lettelig kan komme i en slem Knibe, naar det skal afgjøre, hvem der er en tilbedelsesberettiget Heros og hvem ikke. Trods al sin Suverænetet har det her neppe andet at gjøre end at hylde Heroskandidaterne efter disses egen Paastand om at være det eller efter deres gjensidige Udnævnelse til saadan Værdighed).
Den radikale Bevægelse, af hvilken Sars var bleven greben, og hvis Ledere i og udenfor Storthinget meget godt have begrebet en saadan Forbundsfælles uhyre Betydning og umistelige Værd for Partiet, gjorde ham for det første ikke alene til ligefrem Antiskandinav, men endog til antiunionel, saavelsom ogsaa til (theoretisk) Maalstræver. Den øvede ogsaa den Virkning paa hans hele Personlighed, at han fra nu af indrømmede Affekter og Følelser Indflydelse paa sin historiske Betragtning, ja ligefrem tilstod, at han gjorde det, saaledes som han i Foredraget (S. 28) udtaler: „Man kan være sikker paa, at en Opfatning af den nationale Historie, der oprører vor naturlige Følelse, er falsk“. (Den „naturlige Følelse“ er dog vel baade hos forskjellige Individer og til forskjellige Tider helt forskjellig, medens det sande og det falske vel overalt og altid er uforanderligt).
