at jeg var trollet, som vilde ete dem, hvis de rørte på sig!“
Bjørnson lo av full hals.
Hans åpne fortrolighet kunde en og annen gang virke en smule sårende.
Da Lie hadde utgitt „Otte fortællinger“, mottok han følgende linjer: „Tak for din bog! Men det er skade med Sunde, at du har skaaret ham av paa midten. Du har gjort formeget av ham til nogensinde at kunne ta ham op igjen, saa der har du leveret fra dig en av dine trumfer uten stik. Det er en stor fortælling, som du har gjort til en liten, skjønt med stor mener jeg ikke lang, fordi om den maatte være fuldstændig. Noget lignende gjælder 'Alligatoren' ogsaa: den er heller ikke rigtig. Den er ogsaa avstumpet. Da det nu er paa mode at rose dig og alt dit – som en billig erstatning for begaat uret – saa faar du vel megen ros for denne bog ogsaa – –“
Umiddelbart efter fulgte et brevkort med disse angrende linjer: „Kjære Jonas, jeg har jammerlig samvittighed over at jeg skrev om dine fortællinger i det slette humør, jeg da var i; sligt lar sig nu heller ikke reparere. Og saa glemte jeg den fineste, den lille 'Paa kirkegaarden'“.
Da Lie hadde utgitt „Kommandørens døtre“, og Edvard Brandes skrev en overordentlig varm og anerkjennende anmeldelse i Politiken, kom Bjørnson op.
Han var tverr og sur, og der stod kulde av ham.
– Den anmeldelse må du svare på, sa han.
