og jeg er begyndt uden den rette lyst; det er første gang, jeg finder det tungt og besværligt at følge med mine egne tanker; her har regnet så altfor vanvittigt og jeg er bleven for fed. Jeg har derfor været og er inderst inde mismodig og indolent; der burde hænde noget, som kunde ryste mig op. Her foregår for lidet. Det kan ikke nytte at ville negte det –, her er deilig at være; men her er ikke anregung nok for én, der har ansats til dovenskab og fedtdannelse. Men tænker jeg så på det bøle af norske, som nu er i Paris, så priser jeg dog min ensomhed.
I de allersidste dage har vi havt solskin, og jeg har skrevet bedre; ånden er nu næsten kommen over mig, og så ved jeg, det blir dårlig med brevskrivningen. Og dog ligger her 10 ubesvarede breve – allesammen fra folk, som er sine fire sider værd! Ellers er det bare moro at ha mange breve; jeg holder mangen gang mere af dem end af selve vennerne; jeg er lidt doven i samtale, indtil jeg blir vild og rasende, og da træger jeg oftest bagefter. Et brev kan man derimod tage, som man vil – enten gribe noget og tage det alvorlig, eller lade det gå urenset, når man ikke vil svare og knibe sig fra det hele ved elskværdighed. En levende mand er værre at blive af med; derfor elsker jeg breve, men går gjerne med en liden gru til en samtale; til et møde, hvor der tales, lod jeg mig ikke slæbe af en hvid elefant!
Og da Deres lille brev mest var en nytårshilsen,
