Umiddelbart efter fars død innløp følgende skrivelse, som ut fra Bjørnsons synspunkt avslører så meget av hans opfatning av det lange vennskap:
Aulestad 1908 7/7.
Kjære vænner, allesammen!
Tak for telegrammerne, tak for brevet; det sidste gjorde mig så godt.
Jeg har ham så meget å takke. Han var det hjærtereneste og fantasifulleste i min ungdoms mangfoldighed; han var senere ved sine kostelige indskytelser i frodig uklarhed, med brogede overdrivelser en instinktiv seer av genial rang; én måtte høre vel efter.
Og det gjorde jeg. Han gik og blinket vei i en stor skog. Og skogen var det ukjændte, vi skulde frem igjænnem begge to. Et ord traf her, et annet der, et tredje kastet sig langt frem, som en øks, der bet i. Jeg blev ofte så klar av blinkene inne i hans uklarhed. Og så hadde jeg slik glæde av hans arbejder. Jeg hørte dem forud og bar næring til dem, kanske især. Han var den lumskeste, leende nedbryter av det, der stod i høj anseelse uten længer å ha ret til plassen; det var innehult.
Og så var han fremforalt min væn, min innerlig ælskede væn, full av den ypperste forståelse, at sige, når han fik være i fred med den. Jeg får jo nu tilgive den, som skilte os så længe; jeg tør si, det
