når slike karer dukker op. Jeg tror jeg vil søke mig inn i tollen jeg, Thommen.
– Sludder, Jonas, sa fru Lie. Du må ikke tape motet. Jeg vet at du kan skrive, og jeg mener at du ennu bør fortsette i nogen år, så får vi se –
– Selvsamme dag skrev Lie sitt første brev til Kielland, hvor det heter:
„Nu har jeg læst „Garman & Worse“, og den bok har gjort, hvad der ofte ikke hænder mig – glædet mig, så jeg tror, jeg har grædt – – Og det, som er grunden til, at jeg skriver dette brev, er, at jeg indser, at De har neb, er en digter eller forfatter med geni – og jeg vil takke Dem ikke som forfatter, men som almindelig glad, unbefangen, norsk læser – –“
Fra den stund opstod der mellem de to diktere en brevveksling som grunnla et varig vennskap mellem dem og som holdtes gående hele livet, hvilket ikke hindret at de i all elskverdighet kritiserte hinannen som de skarpe konkurrenter de var. Kielland sammenligner skildringen av sildefisket i „Gaa paa!“ og den i „Skipper Worse“ og finner at Lies beskrivelse bunner i embedsmannsforfatterens ringeakt og mangel på kjennskap til almuens følelse og tenkesett. Lie på sin side skriver om „Arbeidsfolk“, at „den har rørt mig og den har forarget mig. Med undtagelse av Delphin, der virker som et stønn, er jo personerne sorte som blekk! Boken er diktet med hatets poesi – –“
