Kjæreste Hr. Lie! Naar De længe har været uden Svar fra mig, og naar jeg først idag sender Dem min Nytaarshilsen, beror det paa, at jeg har modtaget et saa haardt Slag af Skjæbnen, at jeg er lammet. Den 19. November døde efter 4 Dages Sygdom (Difteritis) min yngste lille Datter Astrid, et Barn paa henved 11 Aar. Denne Tids Rædsel overgaar Alt, hvad sørgeligt jeg har oplevet; jeg har maattet lægge den sødeste, lille Pige i Jorden efter at have set hende dø imellem mine Hænder, og Savnet i vort Hus er næsten ikke til at udholde. Vi have nu kun ét Barn tilbage – og den evige Angst for hende. Jeg er flyttet i al Hast og boer nu Havnegade 55, men mit Navn paa et Brev er altid tilstrækkelig Adresse. Mit Hjem er nu saa sørgeligt, at det er saa temmelig ude med mit Humør. Arbejde kan jeg endnu slet ikke.
Dog vil jeg næst at takke Dem for Deres Brev udtale for Dem med hvilken Glæde og Beundring jeg har læst Deres smukke fine Bog. Den synes mig at høre til det Allerbedste, De har gjort. („Onde Magter“). Det var baade mig og Kielland en Glæde, da vi en Aften mødtes i Beundring over den. Jeg finder Johnston og Direktøren aldeles fortræffelige begge. Jeg ved ej, hvorfor man langt borte skimter ligesom et Glimt af Dem og Bjørnstjerne Bjørnson. Og saa er Fremstillingens, Fortællingens Kunst her ganske overordentlig. Vil De tillade en Kritiker en lille lndvending, saa er det den, at Grundtanken kunde
