Fremkaldelser, Laurbærkranse med røde Sløifer, er dog virkelig ikke et Objekt for Medlidenhed.
Dog nok derom – hvad der brænder mig at sige Dem er Tak for de til mig personligt henvendte Ord i Deres Brev. Det er mig en sand Glæde, at Deres gamle Fordom mod mig er forbi. Jeg husker, De for en halv Snes Aar siden gjennem Hegel lod mig vide, at De repræsenterede „Deres Lands Enfold“, jeg „Europas Mangfold“ og at ingen Samvirken mellem os var mulig. Jeg tør maaske smigre mig med, at De siden da har indset, jeg er enfoldigere end De troede om mig. Til Gjengjæld maa jeg have Lov at sige Dem min Tak for al Nydelse og Belæring, jeg skylder Dem.
Deres første Bog „Den Fremsynte“ læste jeg under et langvarigt Sygeleie i Rom i 1870, saa gik der – skjøndt Bogen tiltalte mig i høieste Grad – en Række Aar, hvor jeg tabte Dem afsyne; mit eget Liv var saa anstrengt og omtumlet at jeg af nordiske Forfattere næsten kun læste dem, jeg kjendte personligt. Nu har igjen Deres sidste Ting overtruffet mine Forventninger ganske. Familien paa Gilje er et aldeles fortræffeligt Værk. I Haab om at vore Baner engang maatte krydses er jeg
Deres ærbødige
Georg Brandes.
27. 10. 84. Kbh. St. Annæ Plads 24.
