han ved sine fyrstelige skrivelser til bladene har sat overstyr hele indsamlingen. Jeg vet ikke, hvad der er at gjøre, jeg tror ingenting. Et glæder mig ialfald: han har faat indbydelse til at bo frit for sommeren hos en doktor i Sverige, og dit vilde han. Saa selv om indsamlingen gaar istykker, har han det at falde tilbake paa. Rundelige reisepenger har han jo, og det lot til, at der stadig vedblev at komme postanvisninger og veksler til ham, saa han endog rent ut beklager sig over al den møie, man paaførte ham ved at maatte avhente beløpene paa posthuset.
Jeg spurte ham, hvor mange penger han nu hadde faat ialt, men det var han saare hemmelighedsfuld med, hele summen vilde han ikke ut med, saa dum maatte jeg ikke tro, at August Strindberg var. Og da smilte han. Han har imidlertid faat 500 blot fra en enkelt mand og fra Tyskland og Sverige flere ganger 100, saa jeg antar, det ikke er langt fra 1 000, om ikke mere.
Jeg har ikke truffet Strindberg før i vinter, men folk fortæller mig, at han er underligere nu end nogensinde. Jeg blev voldsomt grepen av hans miserable tilstand og fik Sven Lange til at gaa til Dem. Jeg takker Dem paany for Deres hjælp. Strindberg kommer ialfald hjem, og det var det, han længtet efter.
Jeg beder Dem undskylde skriften. Jeg har maattet skrive dette under flere hvil.
Deres ærbødig forbundne
Knut Hamsun.
