folk ham penger, før den godeste Strindberg kneiser i vilden sky og bryr sig pokker om Dem og os andre, som komité er. Til Berlin har jeg lavet en slags indstilling om hans tilstand, og Deutsches Theaters personale vilde gjøre en forestilling til indtægt for ham. Men her træder Strindberg op paa egen haand og skriver til Berlin som en fyrste: Forestilling? Mange tak. Men han for sin del skulde ikke ha disse penger; blev der nogen penger, kunde de gaa til hans barn i Wien. Men dette barn, som er en hofraads og rikmands barnebarn, vil der neppe bli nogen forestilling for.
Paa samme maate har han igaar eller iforgaars skrevet til „Verdens Gang“, „Politiken“, til „Göteborgs Handels- och Sjöfartstidning“, og til et finsk blad, at der uten hans vidende var blit offentliggjort et oprop om ham, og at – hvis der kom penger ind paa det – kunde disse gaa til hans barn i Finland.
Men omsorgen for Strindbergs barn i Finland forelaa slet ikke nu, og jeg er bange for, at bladene stanser indsamlingen.
Strindberg var her først idag efter flere dages fravær; jeg har nemlig været syk i tre uker og i de siste dage sengeliggende, hvorfor jeg hadde telegrafert efter ham i anledning Deres brev. Han fortalte mig da, hvad han hadde gjort og syntes, det var fortræffelig. „Slik skulde de ha det fra August Strindberg“. Han er naraktig som et barn. Men nu er jeg for alvor bange for, at
