som sin tid på anmodning blev sendt hr. professor Vilhelm Carlheim-Gyllenskiöld i Stockholm sammen med en bunke andre brev fra Strindberg – angivelig til bruk for et større verk om dikteren – har det ikke vært mulig å få utlånt, idet professoren ikke har verdiget å gi mig noget svar på mine gjentagne, rekommanderte skrivelser.]
På ovenstående brev svarte Lie bl. a.:
„– – Og saa, kjære ven! hvorfor jeg saa straks skriver: Det var bra, du fik dine fingre fra den dynamitten! Din dynamit skal være din sandhedskraft, din evne til at gjøre ordet til sprængbombe i literaturen. Du har intet med unge fanatikere at gjøre. Sverige har heller intet med dem, og hvad jeg først og fremst vil sige: Vi norske forstaar det ikke engang. Vi fik vide – til vor forundring – at noget af det, der mest virkede til at vinde den store europæiske opinion for vor sag, var den gjentagne og atter gjentagne sats, at i den norske strid var der ikke tale om andet end retten for den ved loven fastslaaede politiske stemme, – om den skulde respekteres eller ei? – ikke om dynamit, ikke om krudt, ikke om vold, blot om politisk moral skulde gjælde, – vor stilling blev, inklusive skytterlagene, den defensive. Vi overlod modparten at forgaa sig med laasafskruinger paa geværerne og statskuptrusler. Og de høstede, som de saaede. Vi eier den folkeevne at kunne politisk strategisere paa lovens grund. Derfor kan intet fremmed land
