idag, hører jeg, Anton Bech. Den er ikke
indført.
— Den skal ikke bli indført heller! svarte Anton Bech rolig.
— Jasaa?
— For jeg har ikke fusket.
— Jeg gjør dig opmerksom paa at du er dristig, min kjære Anton Bech. Du mener altsaa, at kandidat Lange lyver paa dig?
— Jeg mener at det er en feiltagelse.
— Ah — saa! En liten feiltagelse! Naar du fusker, saa heter det «feiltagelse», mener du: jaja — kjært barn har mange navn! Slike feiltagelser honoreres dog uten persons anseelse her paa skolen med et 6-tal.
Adjunkt Svenningsen begyndte at høre Simon Selmer i oversættelsen. Han var ekstra blid mod Simon Selmer.
Pludselig midt i stilheten banket det kort paa døren, og rektor kom ind; han var betænkt og endnu alvorligere end han pleiet. Han gik langsomt op til katederet, hvor Svenningsen gjorde plads for ham. Først hvisket han etpar ord til Svenningsen, som svarte hviskende, ivrig; de saa begge under dette ned paa Anton Bech.
— Anton Bech! sa rektor høit.
Anton reiste sig.
— Kandidat Lange har ønsket at jeg skulde
