nedover. Ingen saa længer paa ham. Alle stirret
paa Anton Bech som stod deroppe.
— Hvad hadde du der at gjøre?
— Jeg hadde ikke faat tid i fredags til at skrive ind i boken mere end bare opgaverne. Utregningen hadde jeg lagt indi paa kladd. Saa førte jeg den ind i sangtimen som jeg hadde fri for vondt i halsen.
Kandidat Lange stod og saa næsten mørkt alvorlig paa Anton Bech. Det varte en stund. Saa sa han:
— At du for en gangs skyld har nedlatt dig til at fuske, Anton Bech, kunde jeg tilgi dig, saa flink en gut du er. Men saapas ærlig kar har jeg holdt dig for at jeg ikke trodde du siden vilde lyve dig fra det.
— Det var ikke fusk! sa Anton Bech – han gjorde et ryk ut av sin bænk.
Kandidat Lange saa foragtelig paa ham — samtidig ogsaa næsten bedrøvet. Han tok frem to regnebøker.
— Se her finder jeg to besvarelser. Den ene er Simon Selmers, den anden Anton Bechs. Simon Selmer ser jeg har skrevet den ene opgave galt ind. Han har skrevet 3 x istedenfor 5 x. Utregningen er rigtig, men resultatet er galt, eftersom opgaven har 5 x og ikke 3 x. Den samme opgave har du, Anton Bech, skrevet
