Side:Lie,Bernt-Svend Bidevind-1911.djvu/56

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
52


rektors brev, hadde han bundet sig fast til noget ondt som aldrig slap; som vokste! Det ene drog det andet med sig — løgn og evig angst, ny løgn, større og mangfoldigere angst! Fastere og fastere sat han i det, længere og længere bort kom han fra nogen utvei.

Det nyttet ikke at læse matematikken for sig selv. Alt det han strævet — bare umuligere blev det at forstaa. Og allikevel maatte han være flink, bli flinkere og flinkere for Lange. Han tok jo privatundervisning! Og hver dag kunde far og rektor møtes og komme til at tale om brevet. Nu var jo det fjernere likesom. Værre var det med kandidat Winther. Hvis nu Lange snakket til Winther! Bare spurte f. eks. om fremgangen! Det kunde let nok hænde. Han hadde møtt Lange og Winther sammen paa gaten en dag; livsens ræd fór han ind i et portrum for ikke at bli set av dem. Hadde de set ham, var selvfølgelig talen straks faldt paa hans privatundervisning! Siden gik han i skjælvende angst for hvert gatehjørne . . . . .

Alt fordi han hadde brændt brevet.

Saa gjerne han kunde latt det være ogsaa!

Men det var jo rædselen dengang: Han visste jo ikke hvad der stod i det!

Værst av alt var at hjemmeopgaverne maatte være rigtige hvergang. Dem skulde