— Du kan naar bare du vil du, Svend far!
Det forlød pludselig fra alle kanter, baade paa skolen fra lærerne og hjemme, naar han kom hjem til middagene og kunde berette om enere baade i historie, geografi, tysk, latin, religion.
Det var det nye liv med den nye karakterboken.
— Tar du privatundervisning altsaa? spurte kandidat Lange, han stod med Svend Bidevinds hjemmeopgaver, fire ligninger, hver med sit „R” med blaablyant og under det sidste en lang 1’er.
— J—a, svarte Svend Bidevind med nedslagne øine.
— Med hvem da?
— Med — kandidat Winther.
— Det er godt. Ja, la ham bare fremdeles gjennemgaa opgaverne med dig.
— Ja.
Det var ingen sak med det nye liv paa den nye karakterboken. Alt ondt med karakterboken var forbi med den gamle boks fordærvelse og forsvinden. Han havde løiet den ene gangen, og saa var det ikke mere. Desuten — det var jo bare for Svenningsen!
Med „privatundervisningen” i mathematik var det helt anderledes, meget værre. Han blev aldrig kvit det; fra den stund han hadde brændt
