forældrene og venlige tale til dem selv om
ferier o. lign. gik dem forbi. Feriestemningen
var endnu dæmmet op av den ventede
karakterseddel; endnu hadde absolut skolen sit faste
tak i dem, der de sat og grudde sig!
Der kom artianerne, alle i én flok, efter avtale, med duskluerne under armene — helt frem til lænestolene, hvor de gratulertes av dem deroppe i hele forsamlingens paasyn. Forældrene — hver paa sin kant nede imellem bænkene – reiste sig halvt op derved, skinte i øinene og nikket og smilte med, ettersom der nikkedes og smiltes deroppe . . .
Tykke Wiers kom anstigende. Han brøt høitideligheten ved at gaa og snakke ganske høit med garver Svendsen, som gik sammen med ham opover, frygtelig genert. Elers avbrøtes høitideligheten av og til ellers ogsaa; f. eks. da fru Beeren kom med sine to hvitluggede tvillinggutter fra første smaaklasse, og den ene av dem ropte høit og lydt om at han «vilde sitte paa den kassen der», — pekende paa talerstolen.
Ind trippet de, store og smaa, salen fyldtes, der mumledes og hviskedes . . .
Saa stod rektor Holst paa katederet. Klokken var præcis 10½, som der stod i indbydelsesskriftet.
