trævæg, over rektors talerstol, hang skolefanen.
Entrestængerne var skubbet ind i en krok,
hvor hesten, bukken og stigen ogsaa stod; alle
ribbevæggene var overhængt med kranser, og
bommen var heiset til taks. I to rader med en
aapen midtgang imellem stod skolebænker opstillet.
De begyndte alt at fyldes. Paa øverste bænk
sat allerede kæmner Ingebrigtsen med sin kone
og sine otte barn. Ellers hadde de fleste sat sig
beskedent paa de nederste bænkerader.
Amtmanden lot sin kone og Svend Bidevind sætte sig midtveis i bænkeradene. Selv gik han helt op til lænestolene ved katederet, hvor lærerne og byens autoriteter hadde sine faste pladser. Byfoged Bech sat der alt med Svenningsen, Bugge og Lange.
Men kjøbmand Selmer med sine tre poder gik stoltelig op og tok plads paa første bænk ved siden av kæmner Ingebrigtsen, men paa den andre siden av midtgangen.
Der var en gaaen og kommen, søken efter plads, hilsen og nikken, men alt dæmpet, høitidelig, aldeles som i kirken!
Guttene selv sat stumme og trykkede. Det var som om deres egen gymnastiksal pludselig var blit nogenslags tempel — alt andet end det vanlige leven og spektakel med gymnastiklærer Olsen. Og al den megen hvisken mellem
