— Ja, hr. amtmand, han pleier oftest være den første blandt sine.
Svend Bidevind knep læberne sammen, – saa absolut sikker skulde nu Simon Selmer ikke være; det turde hænde at Anton Bech gjorde ham den nummer-én-pladsen stridig nok! Og Simon sin norske stil kom sletikke op imot Antons! Han hadde læst dem begge, Svend Bidevind,
— Det er jo en stor fornøielse, hr. Selmer, sa amtmanden.
— Ja, ja! sa hr. Selmer og vendte sig til Svend Bidevind; han syntes vel han maatte si litt han ogsaa — om amtmandens søn —: Og nu skal det smake at faa ferier, Svend, ikkesandt?
— Jo tak! svarte Svend Bidevind.
— Ja, det er nu en herlig tid den skoletiden, sa hr. Selmer, — med de lange ferier. Og dem faar en jo hvadslags karakter en saa opnaar til eksamen!
— Ja, smaalo amtmanden, — det er som Guds regn det, den falder over retfærdig og uretfærdig!
Svend Bidevind gik og ønsket at hr. Selmer skulde forstaa at far nu mente at gjøre nar av ham — for hovenheten hans! Aa, hvor han ønsket at Anton Bech skulde bli nummer én!
— Oppe i gymnastiksalen var der pyntet med grønne kranser. Midt paa den inderste
