Det var som kirkegang paa en søndagsformiddag. Men det var en tirsdag — og karakteroplæsning.
Guttene gik mellem mødre og fædre, tanter og bedsteforældre, vandkjæmmede og høitidelige, og var det ikke fordi der var alle aldere og størrelser iblandt dem, kunde man tro det var konfirmationsdag.
Svend Bidevind kom med far og mor. Han hadde bestaat en kamp hjemme, for begge søstrene hadde tigget sig lov av mor til at faa være med, og det vilde han aldeles ikke. Som om der ikke var snak nok mellem guttene om at han «lekte med jenter», var «en jentedalt» osv.
Oppe i skolebakken møtte de skrædder Johnsgaard og kone med Morten imellem sig. Længere oppe støtte ogsaa kjøbmand Selmer til med Simon og hans to yngre brødre. Simon hadde fløiels trøie med blanke knapper.
– Det er nu bare glæden for Dem, hr. Selmer, sa skrædder Johnsgaard, at gaa til denne høitid. De er vel nummer én alle Deres tre!
— Aa, svarte hr. Selmer smilende, — paa Simon er jeg jo sikker i saa maate. De to andre karene mine er vel mere tvilsomme.
— Saa Simon er saadan duks han! sa Svend Bidevinds far.
