formanden fik Nordens. Svend Bidevind kunde
nordenshistorien godt nok; men den var saa
kjedelig. Saa trang, likesom snever i omraadet,
og saa ensfarvet.
Paal Gundersen greiet sig. Nansen og Svane og Gabel og 1660. Saa gik rektor litt tilbake, til krigen med Svenskerne, Karl X Gustav, freden til Roskilde, stormen paa Kjøbenhavn. Her tullet Paal Gundersen svinagtig! Tosken! Hadde han bare læst «Gjøngehøvdingen»! Ikke husket han Kronborg, ikke Hollænderflaaten og admiral Opdam - ikke engang stormnatten, da Svenskerne trak skjorten over klærne snenatten.
Før Svend Bidevind i sin hete iver for Paal visste ordet av det, lød rektors dæmpete
– Nok!
Paal Gundersen skjøv stolen bakover, reiste sig og gik.
I samme nu stod Svend Bidevind ved stolen og bukket.
— Værsaagod! sa rektor uten at se op fra sine papirer, og Svend Bidevind satte sig. Det var en underlig følelse at ha rektor saa nær indpaa; de sat der likeoverfor hverandre ved det lille bord — som til en passiar!
Et øieblik gik blodet svimlende til Svend Bidevinds hode. Nu skulde han høres til selve eksamen! Og nu var det eneren skulde vindes
