Morten Johnsgaard kjendte tykke Wiers, naar vinden bar imot, og han var vond; det var bare at si fra straks.
— Paal Gundersen hvisket! sa han ynkelig.
— Fem skal du ha. Gaa og sæt dig.
Det var ikke ofte at tykke Wiers’s timer var sørgmodige; men naar det hændte, var det med eftertryk.
— Fem skal du ha! brølte han til den ene efter den anden, og da timen var slut, tok han hat og frak paa selv uten hjælp, hvilket var tegn paa hans dypeste unaade.
Næste time var norsk med overlærer Sømme. Han kom sirlig og fin, hvit i skjortebrystet, langt guldkjede, store mansjetknapper og lange, hvite hænder. Han satte sig tilrette og fandt Wiers’s spanskrør paa katederet. Han tok det mellem to fingrer og spurte:
— Hvem — hvem av dere var det idag?
— Mig, svarte Simon Selmer og reiste sig.
— Dig, Simon, Petrus — eller klippen! Jasaa! Saa den vrede Moses har slaat paa dig med sin stav! Gav du vand fra dig?
Klassen brølte av latter.
Det blev stille med ett. Døren ut til gangen sloges pludselig op paa vidt gap, og midt i den stod tykke Wiers.
— Undskyld, hr. overlærer!
