Pludselig gik humøret og lystigheten av tykke Wiers’s
ansigt.
— Hvad sa du, Simon Selmer far? spurte han tordenhøit.
— Jeg sa — jeg sa bare — at De — er snillere . . .
— Simon Selmer! Gaa efter rottingen!
— Men . . .
— Gaa efter rottingen, sier jeg. Den ligger i 6te middel. Simon Selmer maatte gaa. Wiers sat i ventetiden mørk paa katederet og trommet med fingrene og sa ingenting. Endelig kom Simon Selmer tilbake med et spanskrør i næven.
— Kom med den! Saa — staa der – længer frem. Saa!
Et rap suste igjennem luften og smaldt i Simons ryg.
— Jeg skal lære dig hvor snillere jeg er!
Et rap til — to tre — fire.
— Her faar du den snilheten at føle, din {rettelse|aban|Laban}}! Gaa og sæt dig.
Tutende og vaandende sig gik Simon paa plads.
— Flere byer i Spanien, knegt!
— Sevilla. Granada. — Cadix.
— Hvem har lært dig det imens? Svar! Hvem har hvisket?
