Fredrik Collett
store, hjemmelige skinnende lys, stanset i sin velvilje endog justissekretæren op paa gaten en dag og bemerket, at der kanske engang i tiden vilde vorde noget av den unge herre. Hvorpaa han kunne smilte affabelt, førte to fingre til hatten og gik.
Kort sagt — alt saa lovende ut for justissekretær Colletts søn.
I en række av aar var han nu Gudes elev og bosat i Düsseldorf. Jeg nævner i denne forbindelse, at til sin dødsdag blev han ved at akte og ære sin ungdoms mester. Gudes og hans veier skulde skilles, men det var en trossætning i Fredrik Colletts mund: Gude er landets første gentleman, fru Gude den første dame i verden. Allikevel! Man hadde det for makelig og godt dernede i Düsseldorf, og skulde man faa utrettet noget ordentlig her i livet — det var ogsaa en av hans mange trossætninger — maatte man fremforalt slite ondt. Knep det, hjalp endog de unge hverandre med at pynte paa hverandres billeder. Saa galt var det. Om somrene drog de paa studiereiser med Gude til Holland, Skotland eller Wales, hvor de gjorde sig livet til en idyl — lys og behagelig. Altfor meget mat, altfor meget øl, altfor tæt kameratskap! Nei, det laa ikke for Fredrik Collett at ha det godt. Inde i ham sat uroens ild og gnaget. Hans hug stod efter et barskere klima, efter at sætte kræftene ind paa en opgave, som tok dem holdent og helt, et strengere liv —
95
