Holger Drachmann
Men gjør dig blot ingen illusioner! Englænderne er dygtige sælgere, men usle købere. Et kræmmerfolk. Hys! Ikke bange! Det er blot reklamen vi der vil skaffe os. Og jeg! Jeg har dem jo alle i min lomme: Times, Daily News, Daily Chronicle for nu ikke at tale om Daily Mail. Og saa — saa seiler vi en skjønne dag over til Amerika, veninde. Hør her, Hans Ulrich! For fremtiden er De forenede Stater dit marked. Udstilling i hver by fra New York til San Francisco. Reklamen er besørget. Du sælger. Du tager ind dine millioner. Nu er du rig. Du gjør, hvad du vil. Et hotel i Paris. Din egen praktfulde villa oppe i Skärgården et steds. Er vi enige?»
Indtil nu hadde han ikke git min smule person saa meget som et blik. Pludselig gik han bort og kysset mig paa panden.
«Vel møtt imorgen! Jeg gir da en lille fest for kære venner. Imorgen aften vil vi tale sammen om tingene, du og jeg.»
Han slog ut med haanden.
«Og dermed Gud befalet.»
Jeg hørte fru Signe hviske:
«Nu tror jeg, det begynder at lysne, Ulrich.»
Og Hans Ulrich smilte. Der var sødme i smilet.
Og saa er det ikke mer. For næste dag traf Drachmann sin gamle ven, Gunnar Heiberg, paa gaten.
«Jeg har opdaget et geni!» ropte han i høi feststemning.
88
