Holger Drachmann
der? Nei, nu kan jeg ikke skjelne længer. Nu faar det være nok. Imorgen, kjære Ulrich. Imorgen! Jeg skal desuden paa Operaen. Har taget en loge der. Min tid er knap. Men endda har jeg et lille ord at sige.»
Han griper sit glas.
«Kjære venner! Ser I! Jeg har seiret her i livet. Jeg har vundet det ry, jeg vil, drukket den vin, jeg vil, elsket de kvinder, jeg vil. Nu er det din tur, kjære svenske ven, Hans Ulrich. Nu er det din tur til at seire. Og jeg — jeg vil bringe dig seiren.»
Uniformsluen har han i haanden. Hodet let kastet tilbake.
Han dæmper sin stemme. Den blir øm, næsten kjærtegnende.
«Om nogen dage reiser jeg tilbake til London igjen. Spisserne ønsker, efter hvad jeg erfarer, at holde en ny fest for mig. Dem om det! Naar vi saa en nat, spisserne og jeg, sysler over bægrene, fyldt til randen, tager jeg ordet, og jeg siger som saa: Der sidder et svensk geni nede i Paris, siger jeg. Lad os hjælpe ham. Han fortjener det. Jeg, Holger Drachmann Esq., tegner mig herved for 100 pund. Og jeg skriver mit navn ned paa et stykke hvidt papir. Det samme gjør de andre spisser. To hundred pund! Tre hundred pund! Fem hundred pund! Alle spisserne. Godt! Der har vi driftskapitalen, lille Signe! Din husbond gaar til London med sine 135 billeder.
87
