Holger Drachmann
jeg min breakfast, skinke og egg, og drak mit gode glas ale dertil. Og nu er jeg jeg her.»
Og det er, som den siste lille gnist av kraft, som han nu overmodig gjør det av med, besætter, henrykker, beruser Holger Drachmann. Endda løfter og egger rusen. Imorgen eller iovermorgen vil han uhjælpelig knække sammen, men i denne stund trodser han avgrundsaanderne. Høit svulmer hans hjerte. Det er hans vilje at utdele gaver, at belønne, at glæde, og hvorfor skulde han saa ikke i farten gi bort en time eller to til os paa skyggesiden, skjænke os stakkars smaafolk husvalelse og stolte, gode, skjønne minder?
«La mig saa se dine billeder, Hans Ulrich!»
Der er som sagt mange billeder, et hundrede og fem og tredve i tallet, store og smaa kjæmpelerreter og de, som mindre er, men nu har Drachmann selv bragt skredet til at løsne. Og mens tusmørket tar paa at sige ind, blir et efter et hentet frem fra krokene. Med eller uten ramme.
Ulrich er seig.
Og Drachmann begeistret.
«Sikket koldt vand? Hu ha! Det vilde jeg nødig bade i. Og se! Klipper, blaa sø! Du forstaar at male hav, Hans Ulrich! Som ingen. Lad mig samtidig besigtige din ryg. Javel! En ægte renaissanceryg! Rødt oksekjød og porter! Gamle, herlige Karoliner! Kys mig, Signelil! Du kysser jo som en engel. Endda flere bille-
86
