Holger Drachmann
tilgivelse for. Al omgang med hans tidligere venner ophørte. Da Galschiøt ved et tilfælde møttes med Drachmann, var det efter aars adskillelse og kulde. Det aapenbarte sig nu, at Drachmann levet ensom og i dyp nedtrykthet. Med hele sit sind længtet han tilbake til venstre igjen. Det nødtørftige forraad av fædrelandske følelser, som høire hadde kunnet skjenke ham til dikterisk behandling, var opbrukt, og han kjendte sig træt og motfalden. Ja, han hadde endog mumlet noget om døden, om at han helst vilde dø, han, som dengang bare var 42 aar gammel.
«Det var et trist møte,» sa Galschiøt hoderystende. «En saa eminent evne!»
Og nu var det min noble, altid opofrende vens hensikt, om gjørlig var, at bringe en forsoning tilveie mellem Drachmann og gamle meningsfæller. Han var bestemt paa at sætte alt ind paa det.
Vi sat paa den hyggelige veranda foran Drachmanns villa og nippet til et glas rødvin.
Med ett reiste Drachmann sig i hele sin høide.
«Ja, jeg vil over,» sa han fast. «Men langsomt, langsomt.»
«Langsomt?» utbrøt jeg overrasket.
Indtil nu hadde jeg, som sig hør og bør, ikke ytret et ord, men dette, at han langsomt vilde over, naar han jo dog allerede hadde gjort
82
