1876
Kielland, den, som ifølge sin alder stod ungdommen nærmest og derfor eiet fortroligst kjendskap til den, vidner alle om feighetens bestemmende indflydelse i Norge. Abraham Løvdahl i «Gift» og «Fortuna» er efter Kiellands mening en værdig repræsentant for ungdommen. I likhet med saa mange av sine samtidige begynder han som en fanfare og ender med grundig krakk paa kvinten. Ogsaa i Gunnar Heibergs «Tante Ulrikke» avdækkes feigheten i en ung strebers skikkelse, en tilsynelatende frihetsdyrkende mand, som, da det lønner sig, og den første motstand kommer, straks snur og med et jeip melder sig ind i det «gode selskap». Alle har de sendt bidrag til Brandes’ tidsskrift med den lille efterskrift i brevet til redaktionen: Hys hys! Si det endelig ikke til nogen! De forhold, jeg lever under, hindrer mig desværre fra at optræ under eget navn o.s.v.
Forskræmthet og feighet!
Vemodig virker det paa os, naar Brandes i 1876 nævner som et vidnesbyrd om ringe politisk frihet, at der i den norske grundlov findes en paragraf, som slaar fast, at ingen mand kan opnaa embeder, medmindre han tilhører den norske statskirke. Sandt nok at vi forsaavidt er kommet et skridt videre end for fem og firti aar siden, dog ikke mer end at grundlovens paragraf 12 den dag idag bestemmer, at «av statsraadets medlemmer skulle over
58
