1876
Trods alle disse manende varselsrop indbød
studentersamfundet til fest for urostifteren,
efterat hans foredragsserie var avsluttet. Professor
Ernst Sars tegnet sig som første mand
paa den fremlagte liste og efter ham mænd som
professor Jens Lieblein og litteraturhistorikeren
Olaf Skavlan.
Universitetsstipendiat Dons, den senere katholske propagandist, var den, som holdt festtalen, hvis indhold jeg refererer efter datidens aviser. «Hittil har vore hjemmelige bestræbelser,» begyndte han, «væsentlig gaat i praktisk retning. Grunden er vor fattigdom. Nu er vi endelig i økonomisk henseende kommet nogenlunde ovenpaa. Vi har raad til at ofre os for ideer. Tiden er inde til at ideernes frelsende strøm ogsaa naar vore kyster. Sandheten er kun en. Der gives ikke nogen speciel norsk sandhet, som man herhjemme indbilder sig. Held Georg Brandes, som her i Norden har løftet den fri tankes banner! Et er nødvendig: Forskningens frihet paa grundlag av dens egen væsenbestemthet, dens uavhængighet av al utvortes autoritet. Fra vore forfædre slæper vi paa et lass av fordomme, som bare virker hindrende og bindende. Ingen har fremstillet de store kulturtanker saa uforfærdet som Brandes, og den sandhetens aand, den dype begeistring, som har baaret disse hans foredrag, vil huskes længe her i Norge.»
56
