H. C. Andersen
ner i Amaliegade ser let paa tingene, mens han uophørlig ruger over sit forhold til hver enkelt av dem. Han glemmer ikke, hvem de er, og hvem han selv er. Hans iakttagelsesevne er spændt, altid vaaken, og klart ser han deres smaa, latterlige egenskaper. Nuvel! Er han i motsætning til dem født paa skyggesiden, skal han nok vite at hevne sig. Og det gjør han ogsaa paa sin egen underfundige maate. I eventyrene. Der er han enevoldsmæktig herre. Der lar han disse mennesker gaa igjen, deres selvglæde og selvopfyldthet, deres mangel paa dypere aandelig forstaaelse, deres «grin», deres smaalige kritik, deres verdensfjernhet.
Ved en række eksempler paaviser nu fru Stampe, at han i eventyrene sætter ind allusioner, som bare han har nøklen til. Gang paa gang tar han op sit forhold til familien Collin, omdikter det med dens forskjellige medlemmer som modeller. Disse pene hyggemennesker med forstand paa, hvorledes man stilfuldest kommer sig gjennem verden, som lunt er grodd op av bourgeoisiets fantasifattige atmosfære, hele deres hjem med dets omfredede lunhet, maa i eventyrene underkaste sig dom av vaskekonens søn. I eventyrene graver han ned sine hemmeligste tanker, uttrykker han gjennem dunkle omveier sit nag, al sin bortgjemte uvilje. Hans tragedie er jo blandt andet den, at han saa gjerne vilde tilhøre dette milieu uten at kunne
4 — Collett Vogt: Levende og Døde. 45
