H. C. Andersen
en dannet mand undsaa sig ved gud for at føre et saa slurvet sprog.
Dette sprog, som risler og dufter og skinner og den dag idag er like spillevende, som da det blev til!
Andersens liv blev da en lang, haapløs kamp for at komme op i høide med disse mennesker paa solsiden. Han misundte dem deres fri latter, deres jargon, deres væsens ubekymrethet. Elsket og misundte. Fra dag til dag svinger hans sind mellem beundring og kjølig kritik, mellem grænseløs hengivelsestrang og mørk forstemthet eller harmfuld ensomhetsfølelse. En ting vet han ialfald: Undvære dem kan han ikke. Uløselig er han bundet til dem for livet. Gaar han en formiddag fra dem i ophisselse og dump vrede, idet han tar det løfte av sig selv, at dette er aller, aller siste gang — aldrig mere kommer han tilbake! — som om ikke verden og dens store har aapne dører nok for en som ham! — — samme kveld er han der igjen. Dette hjem er det faste punkt i hans liv. Her, blandt disse glade, føler han, den uglade, sig hjemme — undertiden. Sol trænger han, og der blinker venlig sol ut av dette hjems blanke ruter. Hvor han færdes, i Danmark eller paa reise, trækker det ham magnetisk til sig. Uten dette hjems varme kjender han sig smertelig tilovers.
Men samtidig er han paa vakt. Hans ven-
44
