Halfdan Kjerulf
Basis. Dette fandt Fruen strengt; Welhaven sagde blot Pyt! og spyttede dertil.»
Ogsaa som taler er Welhaven sunket i betænkelig grad siden sist. Et par dage efter sin hjemkomst hører Kjerulf ham i frimurerlogen: «Welhaven var saa afskyelig affekteret og bandsat smagløs, at jeg af Skam ikke turde se op.»
Vil man høre! Nu har tonen faat en anden lyd. Et nyt syn paa vennen, et nyt billede av hans personlighet, som han uavkortet beholder for resten av livet. Omtales fra nu av Welhaven, er det gjerne med et lunt smil, som ikke bare gjælder ham, men vel ogsaa Kjerulfs egen blinde hengivenhet, hans knælende dyrkelse fra fordum.
Oppustet — er ikke det mangen gang ordet for Welhaven i hans offentlige og vel ogsaa private fremtræden?
Nylig læste jeg en ytring av hr. Anders Krogvig om «den fordummende indflydelse», han i saa mange aar øvet herhjemme. Mon ikke Kjerulf i al stilhet har ment det samme?
Ja, nu er Kjerulf hjemme igjen, og han finder sig «resigneret i Virkeligheden», gir musikundervisning og spiller i mørkningen for sin mor, og disse stille, tungsindige skumringstimer har, tænker jeg mig, været dagens beste. Hvad Kristiania angaar, har byen lite forandret sig. «En bedrøvelig Mellemting af en Hovedstad og
30
