Halfdan Kjerulf
Wergeland var partifører, det er saken, og
det parti, hvis sanger og talsmand han var, de
saakaldte «ultra-norske», representerte i disse
mænds øine raaheten hertillands. Og det var
jo netop raaheten, de vilde tillivs. Ingen har
ret til at kalde dem snerpede. Nogen maaneder
efter Wergelands død blev der holdt en større
fest i Studentersamfundet, hvor Welhaven var
aftenens helt, og med tilfredshet fastslaar
Kjerulf, at «Stemningen var ganske skandinavisk
med en maaske lidt overdreven Tilsætning af
norsk Selskabsmunterhed for ei at sige Perialskhed.
Men der var ei noget raat og krast i
denne Jubel», o. s. v. «Rigtignok,» lægger han
straks efter til, «var Punschen sat for tidlig
frem. Allerede den fjerde Skaaltale kunde
knapt høres, og med Sangernes Evner var det
snart forbi. Hele Forsamlingen var da i sin Rus.»
Senere ut paa kvelden blev Welhaven baaret paa guldstol, men paa dette tidspunkt var som sagt folk svært fulde, skjønt de «godt vidste, at det var Welhaven, som bares i Triumf og hvis Skaal blev drukket».
Som man ser, var den høist ædruelige Halfdan Kjerulf vel tilfreds. Riktig stolt er han av sine meningsfællers ærbare opførsel.
Og dette var en fest til hæder for «fædrenes minde». Ikke en ultra-norsk, nei, en fest, hvis tendens var umiskjendelig skandinavisk, og hvis præg efter Kjerulfs forsikring var ekte nordisk.
24
