Halfdan Kjerulf
hans poesi, og som endog i døden ildnet ham til daad og sang.
Overrasket spør man da: Hvorav og hvorfor denne uvilje, dette rotfaste, uutryddelige hat, som ikke engang døden mildnet, end si forsonte?
La være at det kaotiske og ufærdige hos ham frastøtte. Vi, som ser Wergelands diktning i sammenhæng og paa frastand, har lettere for at være retfærdige end de, som for sine øine saa den vælde frem fra dag til dag. Saa meget grums flommet med, og det er nu engang menneskers skadefro vane at fæste sig ved det mislykkede fremfor det sublime og helstøpte. Allikevel! Dette dødsleie var jo i sig selv sublimt. Straaler og prakt. En utfoldelse i skinnende lys, mens skyggerne strakte sig længere og længere. Underlig, at hans motstandere ikke blev tat av saa stort et syn, ikke bøiet sig for døden i saa ophøiet skikkelse.
I sandhet! Uviljen hadde etset sig dypt ind.
Og læg merke til, at det paa ingen maate var de daarligste, som for livet tok avstand fra Wergeland. Blandt hans iltreste hatere var flere av de mænd som i de næste tyve aar bar Norges aandelige og materielle liv — Dunker, Stang, Schweigaard, Welhaven, ja, til og med svogeren P. J. Collett.
Ypperlige mænd. Noble mænd.
Hvad var da grunden?
23
