Parken
Bretagne, hvor der berettes, at oppe i Morbihan fandtes der av mænd i 1815 bare oldinger og krøblinger tilbake. De andre hadde krigen tat. Det er avkommet av krøblinger, som for en stor del utgjør Frankrikes nuværende mandlige, kortvekste befolkning . . .
Saa er det undertiden en og anden sørgende, sortklædt dame, gjerne med et barn i haanden, som kommer her i skumringen, naar trærne mykt flyter sammen under en grønlig himmel, og den første bleke stjerne skjælver. Kanske anstanden kræver av dem en viss klædelig melankoli. Høireiste skrider de mig forbi uten at gi mig et blik. Deres mænd døde jo for Frankrike, og de har ret til at bære hodet høit. Det samme har jo, naar alt kommer til alt, krøblingene ogsaa med den ærebringende krigsmedalje paa brystet, men de later altsaa helst som ingenting.
Laurbær og taarer! Skal der humpe endnu flere krøblinger om? Gro op endnu flere sortklædte damer? Der er tegn som tyder paa det.
«Inden et aar har bolsjevismen seiret over hele Europa,» sa for nogen dage siden Trotzky, da han som den militære organisator han er, stanset op for at inspisere de røde tropper i Wilna. I hele dag har disse hans ord summet mig gjennem hjernen.
Bolsjevismen er ingen statsform, ingen regjering, men en propaganda. Bolsjevisternes land
239
