Le Roi s’amuse
sig med? Med kvinder. Først en menuet, hvor hoffets damer og herrer i tidens praktfulde drakter optrær paa bonede gulver. Men kongen er forstemt. Kongen er træt. Regjeringssorgerne, ak, de er saa altfor mange, hans plikter saa altfor overvældende byrdefulde. Det store, landsfaderlige hjerte har idag lukket sig for glæden. I en lang, jammerfuld tone sænker nu musikken sig, idet melodiens tonefølge forvandles og opløser sig i hviskende smerte. Men atter stiger tonerne mot himlen. Hvad er det? Hyrder ler. Hyrdinder smiler. Skjelmske fauner titter frem bak løvet. En syttenaars skjønhet har tiltrukket sig majestætens opmerksomhet. Eller kanske det er Du Barry, som hans øine søker . . .
Saa vet man da trøstefuldt, at han ikke sover alene i nat — Ludvig den høitelskede.
I solskin, i takfyldt jubel, i bredt strømmende harmonier smelter tonerne fagert sammen.
En koket, indsmigrende, gratiøs musik, bristende av sødme, kjælen av klang, vuggende, vellystig i rokokkoens rytme.
Noget lignende forestiller jeg mig trods medfødt mangel paa dypere forstaaelse av tonernes kunst, at denne musik hadde til hensikt at uttrykke. Ialfald strøk i et glimt Ludvig den femtendes liv mig forbi, og undrende spurte jeg mig selv, hvad vel han har følt ved den, ved denne lek av toner, skapt ham til ære, om han da i det hele tat følte nogetsomhelst.
228
