Halfdan Kjerulf
kaarlig de improviserede Ord sig under Geniets Ild til de skjønneste, herligste Perioder, og der lyser Beundring fra alles Ansigter». Deltar han i selskapslivet, forutsat da at det passer ham at være disponeret den aften, viser han sig «komplet charmant» og som dikter er han uovertræffelig. «Vores Welhaven», som det lyder.
Rørende er det, at Kjerulf, som selv blev ved at leve et liv paa skyggesiden, hilser med begeistring hvert skridt frem, Welhaven gjør i publikums yndest. «Victoria! De nye Digte ere udkomne for 6 Dage siden og gaar af med rivende Fart. Dahl solgte den første Dag 80 Exemplarer à 1 Spd. Alle skikkelige Mennesker have Bogen i Haanden.» Og et andet sted: «Dronningen sværmer nu ogsaa for Welhavens Digte, og han er meget nærved at komme ’midt op i det’, som man siger. Hvem veed, om vi ikke opleve at see Welhaven som Medlem af et Statsraad?» Og da Welhaven av Studentersamfundets direktion blir indbudt som æresmedlem, er Kjerulf ute av sig av glad stolthet paa sin vens vegne. «Og der stod han paa Kathedret, han Welhaven, hvis blotte Navn for to Aar siden i Samfundet neppe turde udtales, han, som skrev «Norges Dæmring», han, hvem Samfundet in corpore protesterede mod at skulle vælges til Universitetslærer. Der stod han og talte med sin herlige Røst, og da han havde talt, lød Bifaldet rungende gjennem Salen.»
19
