Danton
vældet, var det, fordi han mente, at det desværre ikke kunde undgaas. Ikke fordi han likte det. Mæt var han av at se blod nytteløst flyte. «Hvad har saa tilslut revolutionen bragt os?» spurte han vel sig selv. Har den skapt nye og bedre mennesker, leveværdigere tilstande? Angivere har den skapt, disse lurere ved dørene (som siden Taine saa ypperlig visste at karakterisere), en motbydelig tilstand av hykleri, feighet, undertrykkelse, dump frykt, bange-lyttende, aandeløs stilhet.
Det var kanske ikke slik, han engang hadde drømt det.
«Jeg vil heller guillotineres end guillotinere,» svarte han en ven, som bebreidet ham hans uvirksomhet.
Saa flytter han ind til Paris.
I mars 1794 arresteres han saa. Sammen med sine nærmeste tilhængere blir han dømt til døden. Selvfølgelig. Han hadde jo ikke ventet andet. Hadde ikke villet andet. Da en opfordret ham til at flykte, mens han endnu var fri, trak han foraktelig paa skuldrene. «Kan jeg da føre fædrelandet med mig under skosaalerne?» smilte han koldt og blev, hvor han var.
For siste gang gjør han løvens spring mot sine fiender.
Han forsvarer sig ikke. Han haaner. Han refser. Han viser tænder. Slaar dem ned med kloen. Dette er Danton, den forrige Danton!
222
