Danton
Girondisternes egne blit spart. Han bød dem forbund og venskap, men blev haanlig vraket. Da han ut paa høsten 1793 forlot Paris og slog sig ned paa landet for at være i fred, var det deres blodige skjæbne, som i kvalm og lede drev ham bort. «Jeg har ikke kunnet frelse dem!» ropte han oprevet, mens tunge taarer randt nedover hans kinder.
Denne blodfulde natur tørstet saavist ikke efter blod.
Realpolitiker var han, med sans for og viden om, hvad nødvendigheten krævet. Det var nødvendig, hvis Frankrike ikke skulde gaa til grunde, at der blev ryddet op i royalisternes skarer, fiendens egne forbundsfæller i landets hovedstad. Men det var ikke nødvendig at myrde Brisset, Ducas, Vergniaud, Gensonné, alle Girondens førere. Han var ingen fanatiker, Danton, men en mand med vidsyn og hjerne i hodet.
Læser man hans taler eller de brudstykker av dem, som er bevaret — i motsætning til Mirabeau og Robespierre hadde aldrig Danton sine taler nedskrevet paa forhaand, saa vi nu bare kjender dem gjennem tilfældige referater — blir man ogsaa der slaat av hans uavrystelige bon-sens, hans praktiske, gjennemtrængende intelligens. I sin egenskap av taler er han improvisatoren. «Efter mig skal de ikke finde en skrevet linje,» pleiet han brautende at si. Han var jo fremfor alt organisationens mand og
220
