Heines grav
sikt. Med to fingrer løftet han besværlig øienlaakene tilveirs, som var lammet av sygdom, grep pennen og skrev — ja, her ser De selv:
Hier liegen meine Gebeine.
Ich möcht, es wäre Deine.
Heine.
Ein sehr witziger Mensch! Nicht wahr? . . .»
Nu er det snart sytti aar siden, at Heine blev lagt i sin grav og adskillige vaarvinder har, mens tiderne randt, blaast over den. Hans idé med sit ophold i Paris, den at skape et bedre forhold mellem Frankrike og Tyskland, de store kulturnationer i Europa, brøt to blodige krige. Jo større mand, jo dristigere drømme! Heine vovet at drømme om en forstaaelsens bro mellem de to folk til lykke for fremtidens mennesker, og han ønsket selv at være en av bropillerne. Der er mindre end ingenting tilbake av hans politiske drøm.
Igaar eftermiddag reiste jeg saa ut til Montmartres kirkegaard for at se Heines grav. Tidligere laa altid hauger av visitkort paa graven — jeg hadde været der før; nu bare en violbuket. Underlig bevæget saa jeg mig rundt. Det suste i det tørre græs og raslet svakt i løvet over mit hode. Saa mange kvinder var der i Heines liv, og alle gaar de igjen i hans poesi med drømmens guldglorie om haaret, drøm-
206
