Halfdan Kjerulf
turde drive det til en partiel Kunstudvikling, hvis jeg blot om et Aars Tid (som længste Termin) kunde komme ud. Men naar jeg tænker paa, hvorledes det skulde gaa til, da overvælder atter Modløsheden mig, og min isolerede Stilling føles da ret i sin hele Jammer, og jeg veed ingen Raad.»
Halfdan Kjerulf er mer end tredve aar, da han skriver dette. Endda kjender han evner i sig, kjender dem stige og synke med bud til hans skapervilje og ærgjerrighet, men inderst inde er han en resigneret mand. «Herregud — en Musiklærer i Christiania! Nu er jeg det og intet andet.»
Han underviser i musik for to mark timen og tjener desuten litt som medarbeider ved «Den Constitutionelle». Med nød og neppe hangler han sig igjennem. Men et tappert sind er han, som ikke gir sig, en fornem, sky natur, hvis vane det ikke er at klage. Tiden gaar, og efterhaanden blir hans sind sykt. Han har dertil et svakt legeme at bære paa. «Om jeg bare kunde komme et eneste Aar ud i Verden!» Et eneste! Det lyder som et skrik, tilbaketrængt, dæmpet, smertefuldt.
Saa blir han da gaaende her i Kristiania, fødebyen, hvorfra han hver uke skriver lange brev til en døende bror, som har slaat sig ned i Düsseldorf for der at utdanne sig som maler. Et sjelden vakkert forhold er det mellem disse to
17
